Foto: Privat og politiet.

Sejr for politiet i sag om drab på Maria From Jakobsen

Fængslet mand for drab på Maria From Jakobsen skal blive bag tremmer, besluttede dommer i dag.

Varetægtsfængslingen af en 44-årig mand i sagen om den forsvundne Maria From Jakobsen er forlænget med 14 dage, skriver Nordsjællands Politi på Twitter:

'I sagen om Maria From Jakobsen er den sigtedes varetægtsfængsling forlænget med 14 dage. Navneforbud og forbud mod omtale af den sigtedes stillingsbetegnelse er opretholdt. Der var tillige dørlukning. Intet yderligere.'

Dermed har politiet endnu 14 dage til at finde beviser på, at den 44-årige har dræbt og bortskaffet Maria From Jakobsen.

Den 43-årige psykolog og mor til to forsvandt for mere end en måned siden fra sit hjem i Frederikssund.

Navneforbuddet betyder, at medierne ikke på offentliggøre den fængslede mands navn og stilling. Han har en relation til Maria From Jakobsen, og hans stilling gør ham til en kendt person for mange i lokalområdet.

Han nægter sig skyldig i sigtelsen for drab på Maria From Jakobsen.

Politiet har tidligere oplyst, at manden i perioden omkring Maria From Jakobsens forsvinden har befundet sig flere gange på dét sted, hvor hendes bil blev fundet i det nordvestlige København, og at han flere gange foretaget en række søgninger på internettet om bl.a. havdybde, olietønder, selvmord, forsvinden og rensemidler. Politiet har også fundet ætsende kemikalier i ikke ubetydelige mængder hos den sigtede.

Siden anholdelsen har politiet ikke bare finkæmmet Maria From Jakobsens bopæl og et sommerhus tilhørende hendes familie. Samtidig har politiet med hunde ledt efter spor af hende i både nærheden af bopælen, Færgelunden ved Jægerspris, samt med dykkere og lighunde i Selsø.

Politiet er fortsat interesseret i henvendelser fra borgere, som har viden og tip i sagen,

Publiceret 30 November 2020 18:26