Foto: Politiet

Menneskejagt på Lucas Kragh Christiansen: Pas på - han kan være farlig

Nyt foto af efterlyst skudmistænkte Lucas Kragh Christiansen

Københavns Vestegns Politi frigiver nu et foto fra efterforskningen af et drabsforsøg på Brøndby Nord Vej – og genefterlyser Lucas Kragh Christiansen, som er mistænkt i sagen.

Den 2. august ved kl. 23-tiden kørte to mænd på knallert efter en personbil på Brøndby Nord Vej i Brøndbyøster og skød flere gange mod bilen. Den blev ramt af projektiler, men ingen kom til skade.

Ikke længe efter eftersatte politipatruljer en bil, som forsøgte at flygte fra politiet. Flugten endte med, at en 25-årig mand blev anholdt, mens Lucas Kragh Christiansen ifølge politiets mistanke undslap. Den 25-årige er siden varetægtsfængslet i et lukket grundlovsforhør.

Efterforskningen identificerede hurtigt Lucas Kragh Christiansen som mistænkt, og siden har Københavns Vestegns Politi eftersøgt ham.

Han blev efterlyst offentligt med foto den 10. september men er fortsat på fri fod, og nu frigives et nyt foto af ham – denne gang fra efterforskningen.

Fotoet har fanget Lucas Kragh Christiansen tanke flugtbilen på en tankstation i Glostrup cirka halvanden time før skudepsioden i Brøndbyøster:

”Det er nyeste foto af ham, og vi håber, nogen genkender ham, har set ham eller ved, hvor han færdes eller opholder sig,” siger politikommissær Henrik Hougaard, Københavns Vestegns Politi.

Lucas Kragh Christiansen er 21 år, normal af bygning, 184 cm høj, har brune øjne og brunligt hår. Det kan ikke udelukkes, at han har anlagt skæg.

Foto: Politiet.

Man skal ikke henvende sig til Lucas Kragh Christiansen men straks kontakte nærmeste politi.

Politikommissæren tilføjer, at Lucas Kragh Christiansen sandsynligvis bliver hjulpet med skjul og penge af en snæver personkreds:

”Politiets eftersøgning fortsætter lige så længe, han er på fri fod – og en hjælper bør huske på, at hvis man bistår eller skjuler en eftersøgt, kan det koste op til to år i fængsel,” siger politikommissæren.

Politikommissær Henrik Hougaard siger, at skudepisoden efter politiets vurdering relaterede sig til en daværende konflikt mellem to bandegrupperinger, og at der blev skudt mod en forkert bil.

Publiceret 02 December 2020 12:43