To personer omkom tirsdag aften i en voldsom færdselsulykke på Herningmotorvejen ved Harlev.

To personer omkom tirsdag aften i en voldsom færdselsulykke på Herningmotorvejen ved Harlev. Foto: Presse-fotos.dk

Dobbelt dødsulykke:

Politiet har identificeret de dræbte

I alt fire biler var involveret i ulykken på Herningmotorvejen tirsdag aften, hvor to mænd mistede livet

Østjyllands Politi oplyser onsdag formiddag på Twitter, at i alt fire biler var involveret i ulykken på Herningmotorvejen ved Harlev, hvor to mænd mistede livet.

Ulykken skete sent tirsdag aften, da en mandlig spøgelsesbilist ifølge politiets foreløbige undersøgelser med høj fart hamrede frontalt ind i en anden bil på strækningen. Kort efter kørte yderligere to biler ind i de forulykkede biler, som efter sammenstødet holdt stille på motorvejen.

"Der skete dog umiddelbart kun materiel skade i forbindelse med disse påkørsler," skriver Østjyllands Politi på Twitter.

Politiet oplyser på Twitter, at de to omkomne er identificeret. Der er tale om en 41-årig mand fra Herning-området og en 36-årig mand fra Aalborg. Deres pårørende er underrettet.

Motorvejen blev i forbindelse med uheldet spærret i begge retninger, men onsdag morgen var den ifølge Vejdirektoratet igen åbnet op for trafik.

jwh

Publiceret 02 December 2020 13:43