Arkivfoto

Arkivfoto

30-årig anholdt for at franarre over 2,9 millioner kroner: Snød ældre og svage borgere i hele landet

En 30-årig mand fra Greve fremstilles torsdag i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde som mistænkt i et større sagskompleks om omfattende bedrageri mod både ældre og svage borgere i hele landet.

Politiet har onsdag anholdt en 30-årig mand fra Greve, som er mistænkt for 27 forhold af omfattende bedrageri mod svage og ældre borgere, hvor borgere og pengeinstitutter er blevet franarret ikke under 2,9 millioner kroner. Bedragerierne er foregået telefonisk, og de forurettede i sagerne bor i hele Danmark, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Borgerne fik opkald fra en person, som udgav sig for at være en medarbejder fra deres pengeinstitut og blev på den måde franarret deres NEM-ID og koder under påskud af, at der var problemer med deres konto. Herefter blev der overført større beløb.

Den 30-årige er desuden mistænkt for at have overtalt flere svage personer til at agere mellemmand, også kaldet ”mulddyr” og låne deres konti ud i forbindelse med hævningen af de penge, som blev franarret de ældres konti.

De første sager blev anmeldt i starten af juni måned i år, og mens sagerne er blevet efterforsket, er flere sager kommet til. Det seneste bedrageriforhold, som indgår i sagskomplekset, blev anmeldt i november.

"Vi ser desværre en del sager, hvor bedragere udnytter svage og udsatte borgere til at begå kriminalitet. Det er sager vi har stor fokus på, men det er også meget komplekse sager, som giver anledning til omfattende efterforskninger" siger politikommissær, Martin Eise Eriksen.

Politiets videre efterforskning skal forsøge at afklare, om den 30-årige kan mistænkes for yderligere forhold end dem, han er sigtet for.

jn

Publiceret 03 December 2020 10:58