Arkivfoto: Presse-fotos.dk

Arbejdsulykke: Mand faldt ned i grav og blev begravet levende, da lastbil læssede kul af

En chauffør, der ankom med kul til Rockwools fabrik i Øster Doense ved Hobro, kom torsdag morgen galt afsted, da han skulle læsse kullet af på fabrikken. Lastbilen læsser kul af i en grav, og chaufføren falder af ukendte årsager ned i graven og bliver begravet, så han ikke kan komme fri, oplyser indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab René Nikolajsen til NORDJYSKE.

"Heldigvis havde nogle medarbejdere på fabrikken gravet ham fri, da vi ankom," siger han.

Alarmen gik klokken 07.27 og under en time senere kunne chaufføren selv gå ud i ambulancen.

På grund af sagens karakter blev også en helikopter sendt til afsted til arbejdsulykken i Øster Doense, skriver TV2 NORD.

Sagen er nu overgået til Arbejdstilsynet, der er på stedet. Det fortæller Per Jørgensen, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.

"Det skal undersøges, hvordan manden kunne falde derned," siger vagtchefen.

Publiceret 03 December 2020 12:00