Foto: Adobe Stock

Foto: Adobe Stock guteksk7 - stock.adobe.com

Drenge troede, de sendte nøgenbilleder til teenagepigen Alberte: Sådan blev de snydt, afpresset og sexkrænket

En 35-årig mand fra Bramming er onsdag morgen blevet idømt seks års fængsel ved Retten i Esbjerg. Han er kendt skyldig i en omfattende og grov sag om digitale sexkrænkelser mod i alt 106 mindreårige drenge, skriver Ritzau.

Manden brugte falsk identitet til at få de mange drenge til at sende nøgenbilleder og videoer gennem de sociale medier.

Han udgav sig for at være teenagepigen ”Alberte”, der tilbød nøgenbilleder af sig selv mod at få billeder og videoer retur fra drengene.

Hvis de ikke fortsatte med at sende film og billeder til manden, truede han dem med at offentliggøre de billeder, de allerede havde sendt.

Han blev anholdt den 4. april 2018 i forbindelse med, at han havde aftalt at mødes med en 13-årig dreng på en station i Esbjerg. Her stod politiet i stedet klar med håndjern.

Udover de seks års fængsel forbydes den 35-årige også kontakt til børn og unge under 18 via nettet på ubestemt tid.

Han må heller ikke beskæftige sig med børn og unge hverken i forbindelse med arbejde eller fritid og skal betale erstatning på mellem 5.000 og 40.000 kroner til en række af drengene, skriver Ritzau.

Den dømte har anket afgørelsen til Landsretten.

jn

Publiceret 16 December 2020 10:26