Arkivfoto.

13-årig pige voldtaget på hotel

Række af sigtelser for voldtægt efter den nye samtykke-lov

En 22-årig mand blevet sigtet for at have haft samleje med en 13-årig pige, der ikke gav samtykke. Han sigtes derfor efter den nye samtykke-lov for at have samleje med hende, selv om hun havde givet udtryk for, at hun ikke ønskede at have samleje med ham.

Det skal ifølge sigtelsen være sket søndag morgen omkring klokken 09 på et hotelværelse i København. Manden er sigtet for voldtægt og for at have haft samleje med et barn under 15 år.

En dommer i Københavns Byret besluttede mandag at opretholde anholdelsen af den unge mand i tre døgn. Det giver politiet mere tid til at efterforske sagen. Det er uvist, hvordan manden forholder sig til sigtelsen, skriver Ritzau.

I Nordsjælland er en 18-årig mand også blevet sigtet, efter at den nye lov trådte i kraft. Han blev lørdag varetægtsfængslet af en dommer i Retten i Helsingør i foreløbigt 14 dage. Det skrev Ekstra Bladet.

Han er sigtet for på et tidspunkt nytårsnat mellem 00.10 og 01.00 at have forsøgt samleje med en ung kvinde uden hendes samtykke. Han nægter sig skyldig.

I Nordjylland er en 29-årig mand også sigtet for en voldtægt efter midnat nytårsaften. Det skrev Nordjyske.

Han er sigtet for at have haft samleje med en 15-årig pige ved 02.30-tiden, uden at pigen havde givet samtykke, eller at hun var i en tilstand, hvor hun ikke kunne modsætte sig.

Manden nægtede sig skyldig, men blev varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger.

Det var et enigt Folketing, som sidste år vedtog den lovændring, som indebærer, at det nu er strafbart at have samleje med en person, der ikke samtykker, skriver Ritzau.

Publiceret 04 January 2021 18:05