Total nedbrændt i nat
Brandfolkene kunne ikke redde et sommerhus, som natten til torsdag brød i brand i Nordjylland.
Et omkring 100 kvadratmeter stort sommerhus brændte natten til torsdag ned til grunden på Folstedvej 33 ved Tversted i Vendsyssel. Det skriver nordjyske.dk.
Huset havde formentlig stået i flammer et stykke tid, da brandvæsenet blev alarmeret, for da brandfolkene nåede frem, havde branden allerede voldsomt fat.
Arbejdet bestod derfor i at sørge for, at branden ikke spredte sig til nabohusene.
"Da vi ankom, var vores første bekymring naturligvis om der var personer i huset. Og det kan være lidt svært med disse sommerhuse at finde frem til ejere, men det lykkedes os at få bekræftet, at der ikke var nogen i huset. Da det føg med masser af gnister fra branden, valgte vi at bruge kræfterne på at forhindre branden i at sprede sig til andre huse nær ved," siger brandvæsenets indsatsleder til nordjyske.dk.
Efter nogle timers slukningsarbejde var indsatsen færdig omkring klokken 02.30.
Brandårsagen er ukendt.
jn
Publiceret 07 January 2021 10:08