Dødsulykke på Ringvejen i Aarhus.

Dødsulykke på Ringvejen i Aarhus. Arkivfoto: Øxenholt Foto

Vanviddet bliver ved: 20-årig med syv verserende sager drønede over for rødt lys i trafikeret kryds

Østjyllands Politis færdselsafdeling havde fredag aften mere end nok at se til ved en målrettet indsats omkring Ringvejen i Aarhus med særlig fokus på det vestlige Aarhus. 

43 bilister endte i politiets sorte bog, og flere af dem gjorde sig mere end almindeligt uheldigt bemærket.

En bilist blev målt til at køre med en gennemsnitshastighed på 122 km/t på strækningen fra Viby Ringvej til Hasle Ringvej, hvor hastighedsbegrænsningen er 70 km/t.

Det viste sig, at han allerede havde tre verserende klip i kørekortet og en betinget frakendelse af kørekortet. Nu står han så til yderligere en betinget frakendelse af kørekortet, oplyser politiet.

En anden bilist kørte godt 100 km/t i nordgående retning på Ringvejen. I krydset Åby Ringvej/Bautavej satte han dog farten ned til knap 70 km/t, men kørte så helt bevidst over for rødt lys, idet der havde været rødt lys i hans kørselsretning i cirka 30 sekunder. Han kan nu se frem til to klip i kørekortet.

En trejde bilist, 20-årig mand, kørte over for rødt lys i krydset Åby Ringvej/Viborgvej, som er det velnok mest trafikerede kryds på Ringvejen. Det viste sig, at han i forvejen havde syv verserende sager vedrørende klip i kørekortet og en sigtelse for vanvidskørsel. Hans kørekort blev derfor inddraget på stedet.

"Vi har igennem en længere periode intensiveret vores færdselsindsats på Ringvejen i Aarhus og herunder med særlig fokus på området i det vestlige Aarhus. Færdselskontrollen fredag aften medførte heldigvis, at vi fik standset og sigtet de billister, som udviste en fuldstændig uacceptabel opførsel i trafikken," siger politiinspektør Brian Voss Olsen i en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.

49 sager

Samlet set gav fredagens færdselsindsats på Ringvejen 49 sigtelser fordelt på 43 sigtede. Blandt sagerne kan nævnes:

10 x hastighed til klip i kørekortet

4 x ulovlig overhaling til klip i kørekortet

3 x narkokørsel

3 x besiddelse af narkotika

3 x kørsel i frakendelsestiden

2 x hastighed til betinget frakendelse af kørekortet

2 x kørsel frem for rødt lys

1 x barn ej fastspændt

1 x brug af håndholdt mobiltelefon

21 andre sager som for eksempel manglende brug af sikkerhedssele, manglende tegngivning og andre bødesager for overtrædelse af færdselsloven.

Wild wild west

Fredagens færdselsindsats var nummer 115 i rækken, siden Østjyllands Politi færdselsafdeling i slutningen af oktober 2020 intensiverede indsatsen på Ringvejen. De 115 færdselsindsatser har samlet set ført til 605 sager. Dertil kommer cirka 100 færdselskontroller på Ringvejen, som politiets almindelige beredskab har stået for.

10 af færdselsafdelingens 115 indsatser har været særligt målrettet det vestlige Aarhus for at sætte skærpet fokus på den dårlige trafikkultur i området. De 10 målrettede indsatser alene har ført til 305 sager - heraf 116 sigtelser for at køre for stærkt. Der er givet 168 klip i kørekort og 17 betingede frakendelser af kørekort.

"Med henblik på at nedbringe antallet af overtrædelser af færdselsloven og herunder med særligt fokus på de meget grove overtrædelser, som vi konstaterede fredag aften, fortsætter vi vores intensive færdselskontroller med såvel specialiserede medarbejdere fra vores færdselsafdeling samt vores patruljeberedskab," siger politiinspektør Brian Voss Olsen.

Publiceret 09 January 2021 13:25