Foto: JN

Foto: JN

Vildt drama i retten: Tilhørere til drabssag kom op at slås

Det endte dramatisk, da Retten i Roskilde onsdag formiddag tog hul på en sag mod en 22-årige mand, som er tiltalt for at have knivdræbt en 31-årig mand på Parkvej i Køge i april sidste år.

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi var mange tilhørere mødt op i retten for at følge sagen, hvilket skabte en del uro, da der både var pårørende til den dræbte og den tiltalte mand til stede.

De var alle meget berørte af sagen, og det bragte følelserne i kog i en sådan grad, at der opstod tumult i forhallen til retslokalet på trods af, at politiet var til stede for at sikre ro og orden.

Ifølge politiet sprang to mænd i totterne på hinanden og begyndte at slås. Slagsmålet blev standset og begge mænd - en 54-årig mand fra Køge og en 32-årig mand fra Frederiksberg - blev sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen.

For at skabe ro i retsbygningen blev den 54-årige anholdt og taget med på stationen til afhøring. Både han og den 32-årige kan forvente en bøde i sagen.

Efter frokostpausen var der ankommet endnu flere tilhørere, så politiet indførte visitation ved indgangen for at sikre, at ingen havde våben med ind i retsbygningen.

Meldingen er, at ingen personer blev fundet i besiddelse af noget ulovligt, og at retsmødet forløb efter planen og uden yderligere behov for indgriben.

Sagen mod den 22-årige fortsætter den 18. januar.

jn

Publiceret 14 January 2021 12:31