Foto: Adobe Stock

Foto: Adobe Stock monticellllo - stock.adobe.com

Lastvognchauffør afsløret i rystende overtrædelse: 6,5 times hvile på fire dage

Der vanker bøde på over en halv million kroner til chauffør og hans vognmand.

Tungvognscenter Øst fik torsdag morgen en af de helt store syndere på krogen, da man afholdt en større kontrol på Karlslunde Rasteplads. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

En nyere tyrkisk lastbil blev bragt til standsning, og det kan nu resultere i en samlet bøde på 586.000 kroner, hvoraf chaufføren skal betale en tredjedel og virksomheden, han kørte for, to tredjedele.

Ved kontrol af takografen, der registrerer køre-hviletiden, kunne politiet se, at chaufføren havde kørt rigtig længe i lastbilen, og tilmed havde taget førerkortet ud af takografen, når han løb tør for køretid.

17 gange havde lastbilen kørt på vejene uden det påkrævede førerkort isat takografen.

Politiet kontrollerer køre-hviletiderne 28 dage tilbage, og fra 22. december til 26. december 2020 havde chaufføren højst hvilet sig i 6,5 time, og havde i perioden opnået en voldsom køretid, som ifølge politiet overtrådte reglerne med 330 procent.

Politiet har tilbageholdt lastbilen som sikkerhed for betaling af den enorme bøde, og virksomheden har meddelt, at den vil forsøge at betale bøden i den nærmeste fremtid for at få køretøjet retur.

jn

Publiceret 15 January 2021 12:29