Øxenholt Foto.

Carl væk på 10. døgn: Nu jagter politiet nye spor

Det er nu 10 døgn siden, at den 81-årige Carl Petersen forsvandt - men politiet leder stadig efter den ældre mand.

'Sydøstjyllands Politi og Beredskabsstyrelsens personale søger lige nu efter den 81-årige Carl Petersen i og ved området omkring Bygholm Å i Horsens. Carl Petersen er ikke set siden torsdag den 7. januar, hvor han forlod sit hjem, plejecenter Ceres i Horsens,' skriver politiet på Twitter.

Ifølge politiet er det nye oplysninger om, at signalet på den demente mands gps gik ud i området omkring Lichtenbergsgade, der har fået politiet til at genoptage eftersøgningen mandag.

"Normalt modtager de pårørende en sms om, at gps'en er løbet tør for strøm, men det skete ikke her. Så der er en teori om, at gps' måske er gået ud det sted, fordi den er kommet i kontakt med vand. Det kan vi ikke udelukke, og vi har ikke tidligere søgt der. Det er vi i fuld gang med nu," siger vagtchef Torben Wind til Horsens Folkeblad.

Jette Østergaard Petersen, svigerdatter til Carl Petersen, fortalte i sidste uge til Horsens Folkeblad, at Carl Petersen havde en gps-tracker på ham, der sad i hans nøglering.

Den tjekkede familien, da han forsvandt, men uden held, fordi der ikke var strøm på den.

Nu undersøger politiet og Beredskabsstyrelsen altså, om gps'en er gået ud, fordi den er blevet våd.

Publiceret 18 January 2021 15:31