Arkivfoto

Arkivfoto

Desperat pige råbte kvinde om hjælp på gaden: Forfulgt gennem by af fremmed mand 

En mand, som fulgte efter 13-årig pige i Ølstykke, efterlyses.

Nordsjællands Politi modtog søndag eftermiddag klokken 14.24 en anmeldelse om, at en mand havde skabt utryghed ved at forfølge en 13-årig pige i Ølstykke.

Ifølge anmeldelsen havde manden omkring klokken 14 kigget meget på en 13-årig pige i et lyskryds i byen, hvorefter han var begyndt at følge efter hende forbi Bryggertorvet og videre ned forbi Stengårdsskolen og viadukten.

Manden havde undervejs ikke sagt noget til pigen, men hun følte sig meget utryg og måtte undervejs råbe om hjælp, hvorefter en tilfældig kvinde hjalp og fulgte hende hjem.

Politiet vil meget gerne i kontakt med manden for at fastslå årsagen til, hvorfor han fulgte efter pigen.

Han beskrives som: 30-40 år, dansk af udseende, kraftig af bygning, med buskede øjenbryn og en stor næse. Iført sort heldragt, sorte støvler og sort hue.

Kontakt Nordsjællands Politi på telefon 1-1-4 hvis du har oplysninger om manden.

jn

Publiceret 18 January 2021 12:28