Arkivfoto: Presse-fotos.dk

Arkivfoto: Presse-fotos.dk

Stortyv havde lade fyldt med tyvekoster: Sådan blev han afsløret af snarrådig borger

Et tyveri af flis førte tirsdag Fyns Politi på sporet af en formodet indbrudstyv, som viste sig af have så mange tyvekoster på sin bopæl, at stedet måtte bevogtes af Hjemmeværnet. 

Da en beboer i Ringe på Fyn tirsdag afslørede en mand på fersk gerning i at stjæle flis på hans ejendom, var det samtidig begyndelsen til enden for en stortyv.

Da borgeren spurgte tyven, hvad han havde gang i, var hans forklaring så mistænkelig, at borgeren besluttede at ringe til politiet, som søgte mod mandens adresse, der lå godt ude på landet på Midtfyn.

Her fandt politiet i en lade og på grunden en lang række ting, som man mener er stjålne genstande, idet manden ikke kunne gøre rede for dem.

Det drejer sig blandt andet om en minilæsser, et næsten nyt og ret stort professionelt stillads, en el-ladcykel med PostNord’s logo, en trailer, en bådtrailer, en havetraktor, en kompressor, en cementblander, en motorsav, arbejdslamper samt flere andre effekter. 

Bevogtet af Hjemmeværnet

"Det var ikke småting, vi fandt for nu at sige det mildt. Der var så meget, at vi bad om Hjemmeværnets hjælp til at bevogte stedet om natten, indtil vi kunne afhente tingene. Vi har sigtet beboeren på stedet for tyveri. Vi har allerede fundet de rette ejere til ladcyklen, minilæsseren og den almindelige trailer, og derfor er vi også ret sikre på, at tingene er tyvekoster," siger politikommissær Finn Wegner fra Fyns Politi.

Han benytter samtidig lejligheden til at takke den snarrådige borger.

"Det er godt tænkt, at han kontakter politiet i den situation. Hans snarrådighed førte os frem til en udlejet ejendom, som ligger ret afsondret, og som vi ikke nødvendigvis ville være kommet forbi ellers," siger Finn Wegner.

jn

Publiceret 21 January 2021 14:42