Arkivfoto: Presse-fotos.dk

Derfor blev hjælpeløs 20-årig handicappet kvinde kogt til døde i badekar

Anklageskriftet viser, at medarbejderen, der var skyld i handicappet kvindes død, var en pædagogstuderende i lønnet praktik.

En studerende i lønnet praktik var alene om at bade handicappet pige og tjekkede ikke vandtemperatur - det døde den handicappede pige af.

Derfor vil anklagemyndigheden have stillet en ung praktikant til ansvar for, at en ung handicappet kvinde døde i et badekar på bostedet Bifrost i Vejle i sommeren 2019.

Tidligere på ugen oplyste Sydøstjyllands Politi, at der var rejst tiltale mod en tidligere medarbejder. Nu har Ritzau fået aktindsigt i anklageskriftet, som viser, at medarbejderen var en pædagogstuderende i lønnet praktik.

Praktikanten var ansvarlig for, at badevandets temperatur var for høj, hvilket førte til den unge kvindes død, lyder det i anklageskriftet.

20-årige Sofie Frydensbjerg Nielsen fra Lund ved Horsens boede på Bifrosts afdeling Bygden, som ligger i Vejle. Den unge kvinde havde ikke noget sprog og var heller ikke i stand til selv at gå ud af det badekar, hvori hun mistede livet.

Det var først på aftenen den 19. juni 2019, at Sofie Frydensbjerg Nielsen blev badet. Men vandet i karret var så varmt, at man ved obduktionen af kvinden konstaterede andengradsforbrændinger.

Ifølge anklageskriftet i sagen befandt Sofie Frydensbjerg Nielsen sig i vandet i op mod tre kvarter, inden hun blev fundet død.

Det var en ung studerende i praktik, som stod for badningen. Ifølge sagens anklageskrift skulle praktikanten have anvendt en termostat, selv om hun var klar over, at den ikke fungerede korrekt.

Praktikanten fyldte karret og hjalp Sofie Frydensbjerg Nielsen op i vandet, men sikrede sig ikke, at temperaturen på vandet var i orden, lyder det i anklageskriftet.

Anklagemyndigheden har rejst tiltale for straffelovens bestemmelse om uagtsomt manddrab og vil have praktikanten straffet med en bøde. Praktikanten nægter sig skyldig.

Publiceret 22 January 2021 11:20