Politiet har hele dagen arbejdet ved adressen, hvor den 53-årige mand blev fundet død.

Politiet har hele dagen arbejdet ved adressen, hvor den 53-årige mand blev fundet død. Foto: Øxenholt Foto

Tragisk:

Fandt sin kammerat død i lejlighed - politiet kan ikke udelukke drab

Det var en kammerat, der fandt den 53-årige dræbt i en lejlighed, oplyser Østjyllands Politi lørdag aften

Politiet oplyser lørdag aften, at det endnu ikke kan udelukkes, at den 53-årige mand, der lørdag morgen blev fundet død i Aarhus V, er blevet dræbt.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Klokken 06.55 kontaktede en 41-årig mand Østjyllands Politi, fordi han havde fundet sin 53-årige kammerat død i en lejlighed på Vilhelm Bergsøes Vej i Aarhus Vest. Østjyllands Politi rykkede talstærkt ud til stedet, da dødsfaldet blev betragtet som mistænkeligt, oplyses det i pressemeddelelsen.

Dagen igennem har politiet været til stede ved Vilhelm Bergsøes Vej, hvor der er blevet foretaget en række undersøgelser, både i selve lejligheden, hvor den 53-årige blev fundet, og i området omkring lejlighedskomplekset. På et tidspunkt var en legeplads til fælleshuset på Peter Fabers Vej 17 desuden afspærret, imens politiet arbejdede på stedet.

Der er også blevet afhørt en række vidner, der har bidraget med oplysninger til sagen. For kort tid siden er alle undersøgelser på stedet blevet afsluttet, oplyser politiet.

Der mangler dog fortsat en del efterforskning, som blandt andet er resultatet af en obduktion, før det er muligt at fastslå de nærmere omstændigheder ved dødsfaldet.

”På baggrund af de undersøgelser og afhøringer, vi har foretaget i løbet af dagen, kan vi på nuværende tidspunkt ikke udelukke, at den 53-årige mand er blevet dræbt. Vi fortsætter derfor vores efterforskning aftenen og natten igennem,” siger politiinspektør Michael Kjeldgaard fra Østjyllands Politi i pressemeddelelsen.

Østjyllands Politi forventer ikke at kunne bidrage med yderligere oplysninger i sagen før i morgen.

jwh

Publiceret 23 January 2021 20:09