Foto: Roskilde Boldklub

Cheftræner pludselig død, kun 42 år: Efterlader hustru og to sønner

Det var med stor sorg, at Roskilde Boldklub modtog meddelelse om, at U15 cheftræner Sune Engqvist natten til søndag den 24. januar 2021 efter pludselig opstået sygdom er afgået ved døden. Sune blev kun 42 år, og det er alt for tidligt, at han skulle forlade denne verden.

Sådan skriver Roskilde Boldklub på sin hjemmeside.

Sune har siden 2015, hvor han startede sin trænergerning i klubben, været en ildsjæl i først FC Roskilde og siden Roskilde Boldklub i flere forskellige trænerroller.

Sune har aldrig været tilhænger af at gøre noget halvt i sin trænergerning. Han har altid stræbt efter at opnå højest mulige niveau. Det har betydet, at de spillere, trænerkollegaer og ledere, som har arbejdet sammen med Sune, altid er blevet mødt med store krav og forventninger. Men som person stillede Sune aldrig større krav til andre, end han selv kunne leve op til. Selvom tonen til tider var krævende, var der altid plads til et smil og en hurtig bemærkning.

Sunes loyalitet overfor klubben og de spillere, som han arbejdede med, var ubetinget. Hans ihærdighed for at udvikle den enkelte spiller og skabe gode spillere til klubben vil blive savnet utrolig meget. Sune var meget vidende om fodbold og satte også gerne viden på spil i gode fodboldfaglige dialoger, hvis det kunne være med til at udvikle ham og kollegerne.

Resultaterne, som Sune i samarbejde med spillerne og teamet omkring ham har været med til at levere, taler også for sig selv. To gange kåret som vinder af deres række øst 1, to gange opnået flotte tredje pladser i landets bedste ungdomsrække for U14 hold og et utal af sejre ved diverse stævner, hvor sejren i Kia Elite Cup i Esbjerg nok er den største, med sejre over Lyngby og Sønderjyske i semifinale og finale.

Vi siger farvel til en respekteret og velset person i klubben. En person, som vil blive savnet for sit altid gode humør og kvikke bemærkninger, sin store viden om fodbold og en person, som var en del af den identitet, som FC Roskilde og Roskilde Boldklub er bygget på.

Tak for indsatsen, Sune Engqvist.

Vores tanker går til Sunes nærmeste hans to sønner, Alexander og Frederik, samt hans hustru Gerde, skriver Roskilde Boldklub.

Publiceret 26 January 2021 00:00