Foto: Adobe Stock

Foto: Adobe Stock yaalan - stock.adobe.com

Parkeret lastbil havde holdt i tomgang det meste af dagen: Gemte på rystende hemmeligheder

Undersøgelsen af en udenlandsk lastbil på en rasteplads ved Køge viste alvorlige uregelmæssigheder og fejl.

En 55-årig kvinde kontaktede søndag aften klokken 19.27 politiet og anmeldte, at der på en parkeringsplads i Køge holdt en tysk indregistreret lastbil, som havde holdt parkeret med motoren tændt det meste af dagen. 

Kvinden havde forsøgt at henvende sig til chaufføren i lastbilen og bedt ham om at standse motoren, men det havde han afvist at ville gøre.

En patruljevogn blev sendt til stedet, og her traf man en bulgarsk fører af lastbilen. Det blev dog hurtigt klart for politiet, at langt fra alt var, som det skulle være. 

Lastbilens takograf var blevet manipuleret, så den kunne optegne hvil, imens der faktisk blev kørt, hvilket var blevet benyttet adskillige gange. 

Undersøgelsen af lastbilen viste også, at det forureningsbegrænsende udstyr var defekt, og havde været det meget længe. 

Lastbil beslaglagt og fører kan se frem til bøde

"Lastbilen blev på baggrund af både manipuleret og defekt udstyr beslaglagt af politiet til nærmere undersøgelse. Chaufføren blev derfor bedt om at pakke sine ting sammen, og politiet besluttede at kigge tingene igennem for at sikre, at chaufføren ikke fjernede noget fra bilen, som kunne være relevant for sagen. Det skulle vise sig at være en klog beslutning," siger politikommissær Henrik Fobian. 

"Ikke nok med at der blev fundet en fjernbetjening, som med al sandsynlighed kunne aktivere manipulationen, så havde føreren af lastbilen også udstedt to gyldige førerkort. Så både fjernbetjening og begge førerkort blev ligeledes beslaglagt på stedet. Føreren af lastbilen skal nu hjem til Bulgarien for at få udstedt et nyt førerkort, inden han kan køre lastbil igen," siger politikommissær Henrik Fobian, som afslører, at chaufføren kan se frem til en større bøde.

Han retter samtidig en stor tak til den opmærksomme 55-årige kvinde, som i første omgang forsøgte at sætte en stopper for lastbilens tomgang og dernæst alarmere politiet.

jn

Publiceret 26 January 2021 13:12