Arkivfoto: Presse-fotos.dk

Arkivfoto: Presse-fotos.dk

Politiet slår til mod organiseret netværk: Her fandt man 440 kilo narko og over 1,1 millioner kroner

Seks personer er anholdt i stor narkoaktion i Nakskov

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi gennemførte tirsdag eftermiddag en større aktion mod den organiserede narkokriminalitet i Nakskov, hvor seks mænd i alderen 20 til 66 år blev anholdt.

I løbet af aftenen og natten blev de anholdte afhørt, og der blev foretaget flere ransagninger i området, hvor man beslaglagde mere end 440 kilo hash og over 1,1 mio. danske kroner i kontanter.

"Ud fra de foreløbige afhøringer og undersøgelser er det vores opfattelse, at der er tale om organiseret narkokriminalitet, og alene ud fra den store mængde beslaglagt hash er vi overbeviste om, at stoffet er tiltænkt et langt større geografisk område end Nakskov," siger politiinspektør Kim Kliver.

Han forklarer, at man nu skal bruge den kommende tid til at gennemgå det materiale, man har fundet, og han udelukker i den forbindelse ikke flere anholdelser i sagen.

De seks anholdte fremstilles onsdag klokken 12.30 i grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster.

jn

Publiceret 24 February 2021 10:43