Leviti med Steen Juul vandt for syvende gang, da Dansk Trav Derby søndag blev afholdt på Charlottenlund Travbane.

Leviti med Steen Juul vandt for syvende gang, da Dansk Trav Derby søndag blev afholdt på Charlottenlund Travbane. Foto: Jens Dresling Politiken Ritzau/Scanpix

Ni kvinder voldtaget eller sexkrænket: Sexhelvede bag facaden ved travbane

Mand tiltalt for seksuelle overgreb, vold eller grov vold mod i alt ni forskellige kvinder gennem de sidste tyve år.

Næsten dagligt måtte en ung kvinde lægge krop til seksuelle overgreb, da en mand forgreb sig på hende gennem seks måneder i 2019 ved Charlottenlund Travbane nord for København.

Det mener anklagemyndigheden, som har rejst tiltale mod manden, der dengang professionelt var tilknyttet travbanen, skriver Ritzau.

Tirsdag behandles sagen mod ham ved Retten i Lyngby.

Sagen bliver ført som en nævningesag, hvilket betyder, at anklageren går efter en straf på mindst fire års fængsel.

Mindst 70 gange i løbet af 2019 berørte han kvinden - der dengang var 17-18 år - intime steder på kroppen og kyssede hende mod hendes vilje.

Under et ophold i udlandet samme år forsøgte manden desuden at voldtage hende på et hotelværelse, hvilket til dels mislykkedes, da hun gik i chok og stivnede i kroppen.

Manden er i 50'erne. Han blev anholdt i april sidste år, og dengang var der kun ét kendt offer. Men siden voksede sagen.

Ifølge tiltalen har manden således begået seksuelle overgreb, vold eller grov vold mod i alt ni forskellige kvinder gennem de sidste tyve år.

Tilbage i 2008 blev en kvinde tre gange voldtaget af den tiltalte, fremgår det af anklageskriftet ifølge Ritzau.

Den tiltalte mand er beskyttet af et navneforbud.

Publiceret 02 March 2021 07:32