Foto: Adobe Stock

Foto: Adobe Stock motortion - stock.adobe.com

Tyv brød ind hos sovende ægtepar: Det skulle han aldrig have gjort

En 26-årig mand måtte natten til tirsdag sande, at han havde taget en forkert beslutning, da han valgte at bryde ind i en villa på Cypresvej i Svenstrup.

Manden skaffede sig adgang til huset gennem et opbrudt vindue, men husets beboere - et ægtepar - opdagede, at indbruddet var i gang, skriver nordjyske.dk.

Det lykkedes ægteparret at overmande tyven og tilbageholde ham, mens de klokken 00.35 slog alarm til politiet, der kunne komme og afhente manden.

Ifølge vagtchef ved Nordjyllands Politi, Mads Hessellund, foregik anholdelsen af indbrudstyven, som er fra Aalborg-området og kendt af politiet i forvejen, ganske fredeligt.

Nordjyllands Politi vurderer nu, om han skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling, skriver nordjyske.dk.

jn

Publiceret 02 March 2021 11:16