Foto: Øxenholt Foto

Foto: Øxenholt Foto

Ung cyklist dræbt: Nu efterlyser politiet bestemt person

Lokalpolitiet i Thisted leder efter den lastbilchauffør, som kørte i Thy natten til lørdag, da en 20-årig mand blev trafikdræbt.

En 20-årig mand fra Aalborg-området mistede natten til lørdag klokken 04.27 livet i en tragisk trafikulykke på Aalborgvej ved Øsløs i Thy, hvor han på cykel var på vej hjem fra en fest, da han blev ramt af en bil ført af en 29-årig mand.

Nu vil Lokalpolitiet i Thisted meget gerne i kontakt med en lastbilchauffør, som kom kørende på Aalborgvej ved Øsløs umiddelbart samtidig med, at den 20-årige blev påkørt.

Det skriver TV Midtvest.

Føreren af personbilen, der ramte den unge mand, har forklaret, at han blændede ned for en modkørende lastbil, og at cyklisten var lige foran ham på vejbanen, da han blændede op igen.

"Vi vil gerne snakke med føreren af lastbilen. Han har ikke gjort noget forkert, vi vil bare gerne høre, om han måske kan fortælle noget om, hvordan cyklisten er væltet," siger Jørgen Jensen fra lokalpolitiet i Thisted til TV Midtvest.

Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.

jn

Publiceret 03 March 2021 12:09