Foto: Adobe Stock

Foto: Adobe Stock Stanisaw - stock.adobe.com

De smuglede over 100 hvalpe til Danmark fra Polen: Nu skal hundehandlere stilles til regnskab

Fra i morgen står tre mænd tiltalt ved retten i Kolding for ulovligt at have importeret og solgt hvalpe af racen fransk buldog fra Polen.

Sydøstjyllands Politis dyreværnsenhed har efterforsket sagen mod tre mænd på henholdsvis 52 år, 56 år og 59 år, der er en større sag med over 100 importerede hvalpe af racen fransk buldog.

Sagen betragtes som organiseret kriminalitet og går tilbage til august 2018, hvor mændene indførte de første hvalpe fra Polen, uden at nogen af mændene har været registreret som importører hos Fødevarestyrelsen.

Herefter er hvalpene blevet solgt til private borgere via annoncer på digitale annonceringssites, selvom mændene heller ikke havde tilladelse til erhvervsmæssig handel med dyr.

I forbindelse med importen har mændene heller ikke fulgt de gældende regler og krav. Det vil sige, at hvalpene ikke har været ID-mærkede med chip, ikke har været rabiesvaccineret og heller ikke er blevet undersøgt af en bemyndiget dyrlæge eller har været ledsaget af et sundhedscertifikat som påkrævet. Det har efterfølgende vist sig, at flere af hundene have adskillige sygdomme.

Som bevisførelse i sagen skal en række af de privatpersoner, der har købt hvalpene, afhøres.

Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi vil udover fængselsstraf kræve konfiskation af 690.000 kroner - svarende til 6.000 kroner pr. solgt hundehvalp.

Der forventes endelig dom i slutningen af maj eller begyndelsen af juni.

jn

Publiceret 04 March 2021 08:19