Arkivfoto.

Politiet advarer: Fup-politimand og snedig svindler ringer til dig sen aften

Svindler udgiver sig for at være fra politiet

En svindler udgiver sig for at være fra Midt- og Vestjyllands Politi. Han ringer til folk over hele landet – typisk sent om aftenen.

Det er ikke så tit, folk, der bor i andre dele af Danmark, ringer til Midt- og Vestjyllands Politi. Men de seneste uger har der været en hel del. En svindler ringer nemlig rundt til borgere i hele landet og udgiver sig for at være fra Midt- og Vestjyllands Politi. Nogle af dem, der har haft svindleren i røret, fortæller også, at det ser ud som om, svindleren ringer fra nummeret 9610 1448 – et nummer, der rent faktisk hører til hos politiet i det midt- og vestjyske.

Manden ringer typisk sent om aftenen og kan for eksempel finde på at sige, at en svindler har optaget lån i dit navn, og at han har brug for dit CPR-nummer, kontonummer og NemID for at stoppe svindelen.

Men her bør alarmklokkerne ringe, lyder det fra Midt- og Vestjyllands Politi i et opslag på Facebook. Politiet og andre myndigheder kunne nemlig aldrig finde på at ringe og bede om dine NemID-oplysninger.

Er man i tvivl om, hvorvidt det virkelig ér politiet, man har i røret, opfordrer Midt- og Vestjyllands Politi til, at man får den pågældendes navn, lægger på og derefter ringer op via 114.

Publiceret 05 March 2021 09:24