Foto: Politiet.

Kynisk dobbeltdrab på p-plads ved Meny: Hvem er denne mand?

Fire mænd er varetægtsfængslet i sagen om skuddramaet i Kalundborg, hvor to mænd blev dræbt og en tredje såret. Nu har politiet brug for offentlighedens hjælp til efterforskningen.

Politiet mener nemlig, at der kan være flere gerningsmænd på fri fod.

Nye billeder offentliggøres derfor, så politiet kan få borgernes hjælp til at komme med flere oplysninger om deres mulige observationer i dagene omkring drabene, fortæller politikommissær Michael Robdrup Andreassen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

"Det handler om en kynisk nedskydning på åben gade af tre mænd i november, hvor alle tre blev ramt af flere skud. Det havde dødelig udgang for to af ofrene, mens en tredje blev kritisk såret ved skyderiet. Vi har efterforsket mod de fire varetægtsfængslede siden, og nu peger vores efterforskning på, at der kan være flere gerningsmænd på fri fod,” siger politikommissær Michael Robdrup Andreassen.

Skyderiet skete tirsdag aften den 17. november 2020 på Nørre Allé i Kalundborg på parkeringspladsen ved Meny supermarkedet. Anmeldelsen modtog politiet kl. 18.12. Omkring 15 minutter senere fik politiet en anmeldelse om, at en brændende bil holdt på Eskebjergvej i Kalundborg.

"Vi håber i den forbindelse, at borgerne vil hjælpe os med at identificere personen på billedet. Vi er desuden interesserede i informationer om, hvor han tidligere er set, hvem han er set sammen med eller andet, der kan formodes at være relevant for politiet," siger politikommissæren.

Ud over den brændende bil på Eskebjergvej, er der en bil mere, som politiet er interesseret i at få flere informationer om.

Bilen, som politiet gerne vil have flere oplysninger om, blev fundet på gerningsdagen i Kalundborg, og den viser sig at være relevant for skyderiet, siger Michael Robdrup Andreassen:

”Vi fandt en hvid Audi A4 Avant stationcar årgang 2009 holdende på Engvej i Kalundborg på gerningstidspunktet, og den er nu beslaglagt. På bilen var påsat norske, stjålne nummerplader, og bilen indgår nu i efterforskningen af skudepisoden. Derfor er vi meget interesserede i at høre fra borgere, der i dagene op til skudepisoden på Nørre Allé har set den hvide Audi i byen,” siger politikommissæren.

Ofrene i sagen var tre mænd i starten af 20'erne fra Storkøbenhavn. Det tredje offer, der overlevede flere skud, blev efter behandling på sygehuset udskrevet efter 10 dage. De fængslede er ligeledes i 20’erne fra Storkøbenhavn.

Borgerne opfordres til at ringe til politiet med evt. oplysninger på 114 eller 4635 1448.

Den mobile politistation vil være opstillet ved Meny i Kalundborg på Nørre Allé onsdag den 7. april, hvor lokalbetjentene står klar til at tale med borgerne om episoden og modtage eventuelle oplysninger i sagens anledning.

Publiceret 06 April 2021 10:09