Arkivfoto.

Kæmpebøder til 45 deltagere i dansefest

Det koster nu 43 mennesker 4.000 kroner hver i bøde at have deltaget i en dansefest ved Mejrup nær Holstebro. Derudover skal festens to arrangører hver betale 5.000 kroner i bøde. Dommen faldt i dag, torsdag den 8. april 2021, ved retten i Holstebro. Retten vurderede, at forsamlingsforbuddet var overtrådt, da man den 12. december maksimalt måtte samles ti personer.

Forsamlingsforbuddet gælder ikke private boliger. Men festen foregik i et lånt lokale på en nedlagt ålefarm ved Mejrup – et sted, der ifølge retten ikke kan betragtes som privat bolig.

Det er specialanklager Ulrik Panduro, der har ført sagen for anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi. Han fortæller, at anklagemyndigheden havde vurderet, at der var tale om en egentlig piratfest, og at der dermed forelå skærpende omstændigheder.

"Der var mange deltagere, de var rejst dertil fra hele Jylland og Fyn, de var indkaldt via SMS, og festen, der var med liveband, kunne betragtes som en omgåelse af lukkekravet vedrørende natklubber og diskoteker. Så det var vores opfattelse, at der var tale om skærpende omstændigheder, og jeg er meget tilfreds med, at retten var enig i den vurdering," siger specialanklager Ulrik Panduro.

Det er de skærpende omstændigheder, der gør, at bøden til deltagerne i dansefesten lyder på 4.000 kroner og ikke 2.500 kroner.

Publiceret 08 April 2021 09:42