Foto: Nordsjællands Politi

Foto: Nordsjællands Politi

Lånte vens Porsche for at hente pizza: Det fortryder vennen helt sikkert nu

Det kan blive rigtig dyrt at låne sin bil ud.

Man skal tænke sig rigtig godt om, inden man udleverer nøglerne til sin bil til en ven, et familiemedlem eller andre.

Siden den 31. marts har politiet nemlig haft langt bedre mulighed for at konfiskere biler, som bliver benyttet under vanvidskørsel - også selvom bilen tilhører en anden end vedkommende, der sidder bag rattet.

Det måtte en bilejer i Nordsjælland forleden erfare på den hårde måde, oplyser Nordsjællands Politi.

Bilejeren lånte sin Porsche ud til en ven, som skulle hente en pizza, men vennen glemte tilsyneladende alt om færdselsloven og sikkerheden for sig selv og andre bilister, da han blev stoppet af en patrulje på motorvejen med over 210 km/t., og politiet beslaglagde bilen på stedet.

Beskeden fra politiet er klar:

"Tænk dig om inden du låner din bil ud, det kan i sidste ende blive rigtig dyrt."

jn

Politiet har fra 31. marts fået mulighed for at beslaglægge biler på stedet med henblik på konfiskation og senere bortauktionering, hvis bilen bruges til vanvidskørsel. Det er blandt andet kørsel med mere end 200 km/t, hastighed med mere end 100 procent af det tilladte eller en promille over 2.0. Bilen kan beslaglægges, uanset hvem der ejer bilen.

Publiceret 08 April 2021 09:11