Kørte mod trafikken, så flere biler måtte undvige
En bilist fik angiveligt et slagtilfælde, da han mandag morgen kørte mod færdselsretningen i den nordlige del af Aarhus
Flere bilister fik sig mandag morgen en ubehagelig overraskelse, da en bil pludselig kom kørende mod færdselsretningen på Lystrupvej i den nordlige del af Aarhus.
Det oplyser kommunikationsrådgiver Janni Lundager fra Østjyllands Politi til Lokalavisen Aarhus.
"Anmelderen har forklaret, at bilen kom kørende ad afkørselsrampen fra motorvejen ved Lystrup ind i rundkørslen uden at tage hensyn til den øvrige færdsel. Fra rundkørslen kørte føreren af bilen ud på Lystrupvej, hvor han kørte mod trafikken, så flere biler måtte undvige," fortæller hun til Lokalavisen Aarhus.
Episoden blev anmeldt klokken 07.15, hvor en ambulance blev kørt til Lystrupvej omkring rundkørslen ved Viengevej.Her blev føreren af bilen blev taget med i ambulancen til behandling på Aarhus Universitetshospital.
"Han er blevet kørt på hospitalet med et slagtilfælde," fortsætter Janni Lundager.