"Der var masser af blod": Barns 1-års fødselsdag med 100 voksne og 23 børn endte i voldsorgie
Onsdag falder der dom i en voldssag, der har fyldt meget i det bosniske miljø i Sønderborg. Et lille bosnisk barn skulle fejre 1-års fødselsdag, men det endte i stedet med vold.. Forældrene, morfaderen og to af deres venner er nu i retten tiltalt for vold mod en af gæsterne ved festen, skriver Jyske Vestkysten.
100 voksne bosniere og 23 børn fejrede, at det lille barn var fyldt et år.
Men hverken de fem tiltalte - forældrene, morfaderen eller to venner - kunne huske ret meget om de afgørende momenter i sagen. Ingen kunne fortælle, hvem der havde slået. Politi og anklagemyndighed mener, at en yngre mand - en af vennerne førte an, og de øvrige plus et ukendt antal, der ikke er tiltalt, overfaldt gæsten med slag og spark. Så han fik skader på syv tænder, en flænge over det ene øjenbryn, der skulle sys samt et blåt øje.
"Der var blod. Masser af blod. Nok en liter," sagde offeret ifølge Jyske Vestkysten.
Flere tiltalte forklarede, at det var gæsten, der opførte sig skidt og råbte og skreg.
"Han løb rundt hele tiden og ville slås med alle," forklarede morfaderen. Flere tiltalte var sikre på, han både var fuld og på stoffer.
Sagen har fyldt meget i det bosniske miljø. Retssagen fortsætter onsdag, hvor der forventes at falde dom.