Amok på festival: Hvem er manden, som kvæstede person alvorligt i ansigtet?
Politi efterlyser gerningsmand bag vold under festival på Ærø
Fyns Politi beder offentligheden om hjælp til at identificere den mand, som politiet mener er gerningsmanden til en voldsepisode i Ærøskøbing ved et-tiden natten til søndag den 26. juli 2020 i forbindelse med kunst- og musikfestivalen ”Ærø Dog Day”.
Gerningsmanden var en del af en gruppe på 3-5 personer, som begik to tilfælde af vold og et tilfælde af trusler på festivallen.
Politiets efterforskning har vist, at manden på billederne stod bag vold mod en person, der pådrog sig alvorlige kvæstelser i ansigtet.
"Vi håber meget, at der er nogen derude – og måske særlig folk med tilknytning til Ærø, der kan genkende manden, så vi kan få ham identificeret og anholdt," siger politikommissær Ulrik Lorenzen fra Fyns Politi.
Manden beskrives som: 17-25 år gammel, 170-185 cm. høj, almindelig til slank af bygning. Han har brunt krøllet hår, lys hud og er formentlig dansk. Han var på gerningstidspunktet iført en rød og sort vindjakke med lynlås samt hvide felter på underarmene. Der var desuden en grå hætte enten jakken eller på en underliggende trøje.
Kontakt Fyns Politi på telefon 1-1-4 med oplysninger.
jn