To mistænkelige personer set flygte efter indbrud
Designerstole blev stjålet under villaindbrud i Stilling
Der har natten til fredag været indbrud i en villa på Cortinavej i Stilling, oplyser vicepolitiinspektør Stig Simonsen fra Sydøstjyllands Politi.
Indbruddet blev opdaget klokken 00.28, da et vidne så to personer køre væk fra stedet.
Gerningsmændene fik adgang til villaen ved at knuse en rude til en terrassedør. Fra stedet blev der stjålet to designerstole.
Politiet har ikke et signalement af de to personer, der blev set køre væk fra stedet, og Stig Simonsen oplyser desuden, at man endnu ikke ved, om de kørte i en personbil eller en varebil.
"Har man set noget mistænkeligt i området i nat, så vil vi gerne høre om det," fortæller vicepolitiinspektøren.
Sydøstjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.