Politiet bad letbanen om at indstille kørslen i Aarhus
En brand på Europaplads i Aarhus C har betydning for letbane-trafikken
Brandvæsnet var fredag formiddag talstærkt til stede på Europaplads i den centrale del af Aarhus på grund af en brand.
Ifølge kommunikationsrådgiver Janni Lundager fra Østjyllands Politi var der tale om ild i nogle affaldscontainere, der stod tæt op ad en bygning.
"Vi fik en anmeldelse klokken 10.30, og vi bad i den forbindelse Aarhus Letbane om at indstille al trafik på strækningen," fortæller hun til Lokalavisen Aarhus og oplyser, at det var den kraftige røgudviklingen fra branden, der fik politiet til at stoppe letbane-trafikken.
Midttrafik oplyser, at det nu er muligt at køre på alle strækninger, men at der kan gå et par timer, før driften er normal igen.
"Der er stor risiko for forsinkelser og enkelte aflysninger," står der på Midttrafiks hjemmeside.
Østjyllands Politi efterforsker fortsat branden og har en mistanke om, at den var påsat.