Retten har talt: Angreb på Paludan i Aarhus var ikke drabsforsøg
Det var ikke drabsforsøg, men forsøg på grov vold, da en 53-årig mand forsøgte at angribe Rasmus Paludan med kniv, da Stram Kurs-lederen Grundlovsdag 2020 demonstrerede i Digterparken i Åbyhøj overfor Gellerupparken.
Det er konklusionen hos et enigt nævningeting i dag ved Retten i Aarhus, skriver Ritzau.
En 41-årig mand, der ligeledes var tiltalt for medvirken til drabsforsøg, er fundet skyldig i medvirken til forsøg på grov vold ved at instruere og opfordre den 53-årige mand til at gå til angreb på Paludan. Den 41-årige erkender at have vist et billede af Paludan, men har i retten nægtet at have opfordret den 53-årige mand til noget som helst.
Den 53-årige mand har flere gange været indlagt til psykiatrisk behandling og kræves idømt en behandlingsdom.
Retten skal nu høre argumenterne fra forsvarere og anklager om en passende straf til de to mænd, oplyser Ritzau.
jr