Børn forfulgt af mand ved aarhusiansk skole

Østjyllands Politi vil gerne høre fra de to mænd, der tirsdag eftermiddag tog kontakt til to børn ved Gammelgaardsskolen i Åbyhøj

Artiklens øverste billede
Østjyllands Politi vil gerne i kontakt med to mænd, der tirsdag tog kontakt til to børn.

To mænd tog tirsdag eftermiddag kontakt til to børn, der var på vej hjem fra skole. Det har børnene, der er henholdsvis syv og ni år, i hvert fald forklaret til deres mor, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Episoden skete klokken 13.05, da de to børn var på vej hjem fra Gammelgaardsskolen i Åbyhøj. Her blev de kontaktet af de to mænd, der kom kørende i en større, hvid varevogn med en sort, lodret stribe bag dørene.

Børnene fortalte til deres mor, at den ene af mændene, der var iført en sort hue, sort trøje, grønne bukser samt hvide Adidas-sko, steg ud af bilens passagerside og vinkede børnene hen imod sig, mens han sagde ”kom her” eller noget i den stil, fremgår det af døgnrapporten.

Den anden mand blev siddende bag rattet i bilen, og børnene beskriver ham som lys i huden og med lyst hår. De to børn har fortalt, at de løb fra stedet ad Klokkervej, men den ene mand løb efter dem, indtil de nåede omkring hjørnet, hvorefter børnene løb hjem.

Politiet kørte efterfølgende rundt i området for at finde frem til den hvide varebil, men uden held. Østjyllands Politi vil gerne i kontakt med de to mænd i bilen for at få afklaret, hvad deres hensigt har været. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

jwh

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen