Politiet genkendte 16-årig, der efter møbeltyveri i Brabrand udgav sig for at være en anden
Onsdag klokken 21.09 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en borger, der havde set tre personer slæbe møbler ud fra en terrasse på Gudrunsvej i Brabrand, hvilket borgeren fandt noget mistænkeligt.
Der blev sendt flere patruljer til stedet, og betjentene fik kort efter fat i tre drenge på 15, 16 og 16 år. De blev anholdt tæt på gerningsstedet og sigtet for tyveri af havemøbler i form af sofa, stole og haveborde.
Den 15-årige dreng blev desuden sigtet for ikke at ville oplyse navn og fødselsdato til politiet, og den ene af de 16-årige blev sigtet for falsk anklage ved at udgive sig for at være den 15-årige.
Desværre for ham blev han genkendt af en betjent, og hans rigtige identitet blev bekræftet ved et opslag i politiets fotoregister, oplyser Østjyllands Politi.
jr