Biler bragede sammen i lyskryds på Ringvejen i Aarhus V
Mandag morgen klokken 08.19 skete der et færdselsuheld med to personbiler i lyskrydset ved Herredsvej og Hasle Ringvej i Aarhus V.
Ifølge Østjyllands Politis oplysninger kom den ene bilist, en 47-årig mand fra Aarhus N, kørende på Herredsvej i sydlig retning. Han kørte i højresvingsbanen, og skulle dermed svinge til højre ad Hasle Ringvej, men fortsatte lige ud i krydset og påkørte den anden bil, som kom kørende på Ringvejen mod øst. Det oplyser pressemedarbejder Janni Lundager fra Østjyllands Politi.
Bilerne kørte mere eller mindre frontalt sammen, og der skete store skader på begge biler. Begge bilister blev kørt til tjek på skadestuen, men heldigvis er ingen af dem umiddelbart kommet alvorligt til skade, lyder meldingen fra politiet.
Bilisten, der blev påkørt, var en 47-årig kvinde fra Åbyhøj.
Ringvejskrydset var mere eller mindre afspærret i en times tid, mens der blev ryddet op efter uheldet, så det gav en del trafikale udfordringer i morgentrafikken.
Den ene af bilisterne sad angiveligt fastklemt i sin bil og måtte have hjælp til at komme ud, men denne oplysning har det i skrivende stund ikke været muligt at få bekræftet af politiet.
jr