Opførte sig meget mærkværdigt ved Mega Syd
Manden er blandt andet sigtet for forsøg på røveri og trusler mod politiet
En 48-årig mand er mandag blevet varetægtsfængslet i fire uger, efter han søndag blev anholdt ved Mega Syd i Viby.
Her havde manden opført sig løjerligt, og da han endelig blev anholdt, var der adskillige ting at sigte ham for.
Ved Retten i Aarhus var han sigtet for forsøg på biltyveri, forsøg på røveri, trusler mod politiet, overtrædelse af våbenloven samt ordensbekendtgørelsen og fornærmelig tiltale mod polititjenestemand.
Politiet fik anmeldelsen klokken 14 fra en borger, om oplyste, at han netop havde været i Bauhaus og havde sat sig ind i en bil, da den fremmede mand gik hen og hev i dørhåndtaget i passagersiden. Bilens ejer steg ud og konfronterede den 48-årige med, hvad han havde gang i, hvortil manden blot svarede "fed bil" og forlod stedet.
Bilejeren lagde herefter mærke til, at manden tog fat i flere døre på parkerede biler, og han ringede derfor til politiet og gav et signalement.
Kort efter ankom en patrulje til stedet. Betjentene tog kontakt til manden, der tydeligvis ikke ønskede at tale med politiet, og gentagne gange trodsede de anvisninger han fik om at holde hænderne oppe af lommerne. Manden blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Mens betjentene var i færd med at visitere manden, blev de kontaktet af en 57-årig mand, der forklarede, at han kort forinden var blevet passet op af den nu anholdte mand, der havde truet ham med en skruetrækker og krævet, at han udleverede sine bilnøgler.
Den 57-årige forklarede, at han havde været i Kvickly for at handle og havde sat sig ind i sin bil og sat nøglen i tændingen, da den nu anholdte mand pludselig havde taget i døren til passagersædet. Den 57-årige mand havde med det samme taget nøglen ud igen og var steget ud af bilen, hvorefter den anden mand havde sat sig ind på passagersædet og var begyndt at kigge omkring i bilen.
Da bilejern gik om til passagersiden og krævede, at manden forlod bilen, steg han ud og stillede sig helt tæt på den 57-årige med en skruetrækker i hånden, hvorefter han sagde "giv mig nøglen".
Det fik den 57-årige til råbe op, hvorefter manden var gået fra stedet.
I forbindelse med visitation af den 48-årige mand blev han fundet i besiddelse af to skruetrækkere, og under anholdelsen truede han flere gange betjentene på livet og kaldte dem diverse skældsord.
Den 48-årige mand erkendte sig under grundlovsforhøret delvist skyldig.
ddp