Tjek resten af dine indefrosne feriepenge

Artiklens øverste billede

Til marts kan du søge om at få de resterende af dine indefrosne feriemidler udbetalt.

Men før du bare klikker "ja tak", skal du måske lige finde lommeregneren frem.

LD Fonde, som har ansvar for feriemidlerne, råder nemlig til, at du tjekker, at beløbet er korrekt.

- Vi i feriemiddelfonden har ikke mulighed for selv at foretage et tjek af de oplysninger, vi får fra arbejdsgiverne. Så det er et sundt princip, at man lige ser, om det ser rigtigt ud, forklarer Else Nyvang, som er kundedirektør i LD Fonde.

- Er der noget indkomst, der mangler, så skal man reagere på det. Det skal være til ens arbejdsgiver, og det skal man gøre så hurtigt som muligt. Som reglerne er nu, har man op til fem år til at gøre indsigelse. Men det er ikke klogt at vente så længe, siger Else Nyvang.

Hvis du først på bagkant gør din arbejdsgiver opmærksom på fejl, kan det nemlig være en tidskrævende proces, før du ser dine penge.

Feriepengene svarer til i alt fem ugers ferie. Og det beløb er 12,5 procent af din ferieberettigede løn.

Du har optjent feriepengene i perioden fra 1. september 2019 til 31. marts 2020. Men du har ikke optjent feriepenge i de dage i perioden, du har holdt ferie.

Beløbene kommer fra den kolonne på din lønseddel, der hedder ferieberettiget løn, fortæller Jesper Hansen, som er økonomisk rådgiver og stifter af BoFinans, som har 13 afdelinger med uvildige økonomiske rådgivere.

- Det er eksempelvis ikke alle tillæg, der er ferieberettigede, forklarer han.

Ifølge fagforeningen Djøf indgår din faste løn, tillæg - men ikke ferietillæg - dit eget pensionsbidrag, men ikke arbejdsgivers, personalegoder opgivet på lønsedlen, bonus optjent i perioden og provision.

Men har der været fejl på dine lønsedler i perioden, så vil der også være fejl i dine feriepenge.

- I princippet skal man jo tjekke sin lønseddel hver eneste måned.

- Men hvis man måske har tjekket det en enkelt gang og ellers stoler på sin arbejdsgiver derfra, så er det de beløb, der er med i LD Fondes opgørelse, forklarer Jesper Hansen.

I efteråret blev de første tre ugers feriepenge frigivet. Men hvis du fik udbetalt de indefrosne feriepenge i efteråret, er det ikke sikkert, at det på kroner og øre svarer til tre ugers ferie.

- Der kendte vi ikke arbejdsgivers opgørelse. Så det kan svare til lidt mere eller lidt mindre end tre uger. Det betyder så, at du kan få lidt mere eller mindre udbetalt denne gang, siger Else Nyvang fra LD Fonde og tilføjer:

- Det er mere præcist nu, for nu er det arbejdsgivernes oplysninger. Arbejdsgivers opgørelse er i udgangspunktet den rigtige.

/ritzau fokus/

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen