Politirapporten: Vragdele fra bil efterladt ved ødelagt hæk i Brabrand
Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport 16. februar 2021
Færdsel
Mandag kl. 23.25 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om et tidligere færdselsuheld på Ingasvej i Brabrand, hvor en bil var kørt gennem hækken. Det var en forbipasserende, der opdagede, at hækken var helt ødelagt, og at der lå nogle vragdele fra en bil i og omkring hækken. Det var dog ingen, der havde set eller hørt noget til uheldet, og bilen var heller ikke længere på stedet.
Færdsel
Mandag kl. 06.42 skete der et færdselsuheld i krydset Viborgvej/Hasle Ringvej. En 26-årig kvindelig bilist blev påkørt bagfra af en anden bil, der blev ført af en 25-årig mand. Der skete kun mindre materiel skade og ingen personskade ved uheldet. Den 25-årige mand blev sigtet for ikke at holde tilstrækkelig afstand til forankørende.
Færdsel
Mandag kl. 12.40 blev en 55-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, narkobesiddelse og for at foretage et højresving, hvor der var højresving forbudt, da han blev standset af en patrulje på Sydhavnsgade i Aarhus C.
Færdsel
Mandag kl. 16.43 blev en 21-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og narkobesiddelse, da han blev standset af en patrulje på Silkeborgvej i Brabrand. Kl. 22.35 blev den samme mand atter anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Røgelvej i Brabrand. Her blev han også sigtet for salg af narkotika, da han blev fundet i besiddelse af flere små salgsposer med hash og skunk samt et støre kontantbeløb
Færdsel
Mandag kl. 18.49 blev en 25-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for narkobesiddelse, da han blev standset af en patrulje på Silkeborgvej i Aarhus C.
Indbrud i boliger
På Parkvej i Højbjerg begået tirsdag den 16/2 kl. 06.00
Havde peberspray i bilen
Natten til tirsdag kl. 01.31 standsede en patrulje en bil på Grenåvej i Egå i forbindelse med en rutinekontrol. Under ransagningen af bilen fandt betjentene en peberspray, og bilens 23-årige mandlige fører blev derfor sigtet for overtrædelse af våbenloven.
Husk at det siden 1. februar 2021 har været ulovligt at erhverve, besidde, bære og anvende peberspray – både i eget hjem og på offentligt tilgængelige steder (medmindre man har fået særlig tilladelse). Frem til 31. marts kan man i en overgangsperiode kvit og frit aflevere sin peberspray på nærmeste politistation og dermed undgå en potentiel sigtelse for overtrædelse af våbenloven og dertilhørende bøde.
jr