Så stoppede festen i motorcykelklub
Motorcykelklub holdt fest i Holstebro, men det satte politiet kort efter midnat en stopper for. 17 personer, som holdt fest i en motorcykelklub i Holstebro, er natten til lørdag blevet sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbuddet, oplyser vagtchef Simon Skelkjær hos Midt– og Vestjyllands Politi lørdag morgen til Ritzau..
De 17 personer, som er i alderen 25 til 54 år, står alle til bøder på 2500 kroner.
Politiet ankom til motorcykelklubben omkring klokken 00.15 lørdag, fortæller vagtchefen.
"Vi kunne se, at der holdt flere biler uden for ejendommen, så vi havde en formodning om, at der var gæster derinde. Herefter bankede vi på. Men da der ikke var nogen, der åbnede, måtte vi tilkalde en låsesmed. Da han begyndte at arbejde, blev der åbnet med det samme.
Herefter fandt patruljen de 17 personer, og de blev sigtet, hvilket ifølge vagtchefen forløb "stille og roligt".
Grænsen for forsamlingsforbuddet, der skal bidrage til at kontrollere coronaepidemien, lyder for tiden på fem personer, skriver Ritzau.