Indbrudstyve stak af i nyere mørk BMW
To mænd forsøgte torsdag eftermiddag at begå indbrud i en villa på Mølleengen i Slangerup.
Det lykkedes dog ikke mændene at slippe afsted med noget fra adressen, oplyser Nordsjællands Politi, som fik anmeldelsen om, at der var et indbrud i gang klokken 17.42.
Det var via overvågning, at husejeren kunne se, at de to mænd havde opbrudt et badeværelsesvindue med koben og var trængt ind i huset.
En politipatrulje kørte straks til stedet, men de to personer var kort forinden flygtet, og vidner havde set dem stige ind i en nyere mørk BMW 3 stationcar og køre fra stedet i høj hastighed.
De to personer beskrives som: Mænd, forholdsvis høje, iklædt mørke hættetrøjer og maskering. Medbragte koben.
Kontakt Nordsjællands Politi på telefon 1-1-4 hvis du har oplysninger i sagen.
jn