Voldsmand påkørte bil, prøvede at flygte og tildelte ambulanceredder knytnæveslag

28-årig mand anholdt efter flere voldelige optrin

Artiklens øverste billede
Foto: Local Eyes

En 28-årig mand fra Horsens havde lørdag aften særdeles svært ved at styre sit temperament.

Det kan Sydøstjyllands Politi berette.

Manden var flere gange i vælten lørdag. Først havde han i Horsens været i skænderi med sin familie og været meget opfarende, kunne politiet senere på aftenen erfare.

Han kørte rasende fra familien, og ude på Silkeborgvej i Horsens kørte han med høj fart ind i bagenden på en forankørende bil tæt ved Vestre Kirkegård.

Bilen kunne han ikke køre videre i, så han forsøgte sammen med en passager i bilen at stikke af fra uheldet.

De blev de indhentet ved indgangen til Vestre Kirkegård.

Men den hidsige 28-årige var endnu ikke faldet ned, og det fik en ambulanceredder på stedet at føle, da den 28-årige slog ud efter redderen med knytnæve og ramte skulderen.

Derfor fik den unge mand også en sigtelse for vold.

ddp

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen