Politirapporten: Eftersøgt mand anholdt på hotel
Her er et uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport
En 36-årig mand, der var eftersøgt til afsoning af en dom, blev mandag middag fundet af Østjyllands Politi på et hotelværelse i Kannikegade i Aarhus. Den 36-årige har været eftersøgt i nogle uger, og et tip ledte politiet til hotellet, hvor den 36-årige blev anholdt.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Da han havde noget hash på sig, blev han sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Sammen med den 36-årige var en 33-årig mand, som havde en peberspray på sig, som han blev sigtet for at besidde.
Døgnets øvrige hændelser
Tyve stjal el-værktøj fra containere
Mandag morgen fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra et firma, som havde haft indbrud i et par containere, der stod på en byggeplads i Hjortshøj. Ukendte gerningsmænd havde brudt containerne op og stjålet el-værktøj for en del tusinde kroner.
En patrulje sikrede spor fra indbruddet, som er sket i et tidsrum mellem fredag eftermiddag og mandag morgen.
Færdsel
Mandag klokken 7.50 skete der et færdselsuheld på Jernaldervej i Aarhus V. En 84-årig mandlig bilist mistede kontrollen over sin bil og kørte ind i et vejskilt. Han kom umiddelbart ikke noget til ved uheldet.
Mandag klokken 17.55 blev en 25-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Langelandsgade i Aarhus C.
Indbrud
Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
• På Risvangsvej i Hårup ved Hjortshøj begået mandag 8/3 mellem klokken 9.10 og klokken 16.30.
• På Mejlbyvej i Hårup ved Hjortshøj begået mandag 8/3 mellem klokken 7.30 og klokken 16.45.
ksa