Informationsstand på Christiania fungerede som hash-kiosk: 25 personer anholdt
Københavns Politi har onsdag morgen gennemført en koordineret aktion, hvor 25 personer, 23 mænd og to kvinder i alderen 25 til 60 år, er anholdt og sigtet for at stå bag organiseret hashsalg på Christiania, mens området har været lukket ned på grund af Covid-19.
"Salget er foregået fra det, der officielt har været en informationsstand med formål om at vejlede udefrakommende om, at Christiania holder lukket for offentligheden. Men efterforskningen har vist, at personerne i standen har foretaget mere end 8500 hashhandler fra januar til nu," fortæller politiinspektør Tommy Laursen.
Det er politiets opfattelse, at flere af de anholdte er ledende bagmænd i hashmiljøet i Pusher Street. Samtlige anholdte har bopæl på fristaden.
19 af de anholdte vil senere på dagen blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling, oplyser Københavns Politi.
jn