Voldtaget i skur af teenagedrenge: Tre ud af fire indrømmer samleje - nu vil de frifindes
Sofiendalskolen i Haslev var gerningsstedet, da fire teenagere i maj i fjor efter både anklagemyndighedens og byrettens opfattelse voldtog en 15-årig pige.
Drengene selv afviser dog, at der var tale om voldtægt, og nu vil de frifindes. De har derfor anket sagen til Østre Landsret, som mandag indleder ankesagen, skriver Ritzau.
I Retten i Næstved i september blev en af de fire idømt fire års fængsel. De andre fik tre et halvt år. Den yngste, som i dag er 18 år, har syrisk baggrund og blev med dommen udvist. Han må aldrig vende retur til Danmark.
Som i mange voldtægtssager er der tale om ord mod ord. Pigens forklaring er afgivet for lukkede døre for ikke at udsætte hende for unødig krænkelse. Det har man ret til som offer i en voldtægtssag.
Tre af de fire har indrømmet at have haft samleje med pigen. Den fjerde har afvist og blot indrømmet, at han var til stede. Og påstanden fra de fire er, at den unge pige frivilligt skulle være gået med til at være sammen med dem.