Mand anholdt efter brandattentat mod corona-testcenter
Natten til tirsdag blev et covid-19-testcenter i Ballerup angrebet med molotovcocktails.
En mand er blevet anholdt et brandattentat mod et covid-19-testcenter natten til tirsdag i Ballerup, oplyser vagtchefen ved Københavns Vestegns Politi, Torben Wittendorf til Ritzau.
Vagtchefen kan ikke oplyse, hvad manden er sigtet for, hvor gammel han er, eller hvad der præcist skete natten til tirsdag.
Tirsdag morgen mødte personalet på covid-19-testcentret op til glasskår og sod på jorden.
Københavns Vestegns Politi oplyste, at der var blevet kastet brandbomber - såkaldte molotovcocktails - mod centeret.
Ilden gik dog ud af sig selv og bredte sig ikke til bygningen. Der var heller ikke nogen til stede på området, da det blev kastet.
Rigspolitiet har nu bedt politikredsene om at skærpe sikkerheden i forhold til centrene.