Kørte uden kørekort: 23-årig forsøgte at give medpassager skylden
Selv om han havde bilnøgle på sig, påstod 23-årig mand, at han ikke havde kørt bilen
En patrulje, der onsdag klokken 17.28 var standset for rødt lys på Hasle Centervej i Hasle, opdagede at der holdt en bil bag dem med en 23-årig mand bag rattet og en 16-årig dreng på passagersædet.
Da betjentene kender den 23-årige og ved, at han er frakendt førerretten, fik de kort efter dirigeret bilen ind til siden.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Mens betjentene var på vej ud af bilen, sprang den 16-årige ud af bilen og løb fra stedet, mens den 23-årige skyndte sig at rykke over på passagersædet.
Da patruljen tog kontakt til den 23-årige, nægtede han at have kørt bilen, men påstod, at det var den 16-årige, der havde siddet bag rattet.
Patruljen var dog sikker på, at de havde set den 23-årige køre bilen, og i øvrigt var han i besiddelse bilnøglen.
Han blev derfor både sigtet for kørsel uden førerret og for falsk anklage ved at have forsøgt at give en anden skylden for sin forseelse, oplyser Østjyllands Politi.