Næverne sad løst på spritbilist: Nedkæmpet efter voldsomme ulykker på motorvej
Lørdag morgen omkring klokken kvart i ni udspillede et større drama sig på E45 ved afkørslen til Aarhus V.
Det var en aggressiv spritbilist, som var årsag til flere trafikulykker. Først forsøgte han at flygte, men det lykkedes ikke, og derefter ville han slås - først med en bilist og siden med de tilkaldte politibetjente.
Det fik han ikke godt ud af.
"Nu sidder han nede i kælderen og tænker over situationen. Han ville slås med alle dem, der var der, og da vi forsøgte at tilbageholde ham, fordi vi konstaterede, at han var påvirket af spiritus, ville han også slås med betjentene. Det blev han så hurtigt træt af," siger Per Bennekov, vagtchef ved Østjyllands Politi, til B.T.
Den 47-årige aggressive spritbilist bliver er nu sigtet for spirituskørsel og for at være årsag til færdselsuheld.