Bedøvet kvinde voldtaget efter indkøbstur: Nu er 24-årig dømt
En 24-årig mand skal et år og to måneder i fængsel som konsekvens af, at han er blevet kendt skyldig i at have voldtaget sin ekskæreste på en adresse i Frederikssund den 20. oktober sidste år.
Det har retten i Hillerød besluttet, skriver sn.dk.
Manden har forklaret, at han havde hjulpet ekskæresten med indkøb, og at de, efter hans mening, havde aftalt at afslutte deres fælles forhold med et sidste samleje.
Kvinden havde, efter indkøbsturen, indtaget sin smertestillende medicin og var gået i seng for at sove, da manden, ifølge hende, indledte samlejet.
Hun vågnede med manden oven på sig, men på trods af hendes protester fortsatte han samlejet, mens han holdt sine hænder på hendes skuldre, skriver sn.dk.
Retten fandt kvindens forklaring mest troværdig og mente også, at hendes forklaring blev bakket op af SMS'er som den 24-årige mand sendte til hende efter samlejet.
jn