Fem biler i brand i det vestlige Aarhus
Fem biler er helt eller delvist udbrændt i Aarhus V
bilbrand Søndag aften var der igen bilbrande i det vestlige Aarhus. Denne gang på en p-plads på Fjældevænget 102 i Aarhus V.
Brandvæsen og Østjyllands Politi fik en anmeldelse klokken 20.45, hvorefter de rykkede ud til adressen. Her blev de mødt af en overtændt bil, og branden havde bredt sig til yderligere fire biler samt en trailer, som nu alle fem er enten helt eller delvist udbrændt.
"Vi har mistanke om, at branden er påsat. Det har endnu ikke været muligt at lave de brandtekniske undersøgelser," siger Janni Lundager, kommunikationskonsulent hos Østjyllands Politi.
Mulig sammenhæng
Lørdag var der også brand i biler tre forskellige steder i Aarhus, nemlig på Kaj Munks Vej i Viby, Fuglebakkevej i Aarhus V og i nødsporet på den Østjyske Motorvej ved Brabrand.
"Vi er ved at undersøge, om der kan være en mulig sammenhæng mellem brandene lørdag og søndag," siger Janni Lundager.